Menu

Nytårshilsen - 2020

image
29. december 2020 kl. 21:06

Kære alle GIF’ere

Uden at overdrive, så kan vi godt slå fast, at det er det mest mærkværdige år nogensinde for Gauerslund IF Fodbold, vi nu siger farvel til. 2020 er uden tvivl så forunderlig, at året skriver sig ind på de første sider i historiebøgerne. Og det bliver med Corona, som altoverskyggende tema.

For os som ny bestyrelse var det noget af en ilddåb. Knapt nyvalgt og tiltrådt efter generalforsamling i februar, blev det nemlig vores lod i marts at neddrosle aktiviteterne, og det på et for alle fuldstændigt nyt og uprøvet grundlag.

Det var ikke det, vi havde forventet. Faktisk er vores arbejds-tese, at Gauerslund IF skal være den fedeste klub at spille fodbold i og at være med i.

Et par af kardinalpunkterne for dette mål er sammenhold og fællesskab. Det måtte vi vise på en for os alle højest mærkværdig måde; nemlig ved at stå sammen hver for sig.

Måske er det på dette punkt, at vi som klub har vist vores største styrke, for vi har stået igennem indtil nu – og skal nok gøre det fortsat indtil Corona igen er jaget på porten.

Vores mere end 70 frivillige trænere/ledere har ganske enkelt formået at få sat først træning, siden også kampe på skinner. At træne i grupper på max 10, holde grupper adskilt, sørge for afspritning og afvaskning af kegler, bolde og materialer har kørt fremragende.

Kære trænere/ledere her fra bestyrelsen skal lyde et stort og inderligt TAK. I er fantastiske, og I sætter konstant overliggeren højere for, hvad vi kan som klub – og hvad vores spillere formår.

Koordinering, tilmelding til træning, aflysning af kampe på grund af Corona med kort varsel – det bliver klaret det hele. Tak skal I have.

Men 2020 blev også året, hvor noget nyt og lovende har set dagens lys. For det nye Gauerslund Idrætscenter skyder op, og i skrivende stund kan meget af den bærende konstruktion allerede ses. Til oktober kan vi fejre indvielse, og som område giver det os nogle helt nye muligheder: også for os som fodboldklub.

Vi ser os selv som en del af dette voksende fællesskab, og vi glæder os til at træne og spille hjemmekampe med helt nye rammer. Vi får en helt ny opvisningsbane, hvor vi inderligt håber på muligheder for at kunne fejre indvielse i fællesskab med masser af folk på lægterne. Men lad os se, hvad der giver sig af muligheder. Også for hvordan vi vil kunne gøre brug af de nye faciliteter til kampe og stævner med videre.

Fodboldmæssigt, så blev turneringen indstillet for seniorer før tid. Sådan var det. Vi bakker op om den fælles indsats mod Corona, og vi glæder os over, at det trods alt lykkedes at spille en helt masse kampe, også med tilskuere – om end med begrænsninger.

Vi glæder os over at have hold fra U6 til senior, at vi fortsat ser vækst med bl.a. flere og flere pigespillere og på drenge-siden ungdomshold hele vejen op til U19. Vel at mærke hold, der gør det godt.

Hvordan vi kan afholde generalforsamling, det må vi se tiden an i forhold til. Vi håber mange vil bakke op, både til generalforsamlingen, men også i og omkring den daglige træning og aktivitet. Det er den måde, vi skaber den fedeste fodboldklub at spille i og være medlem af.

Pas godt på jer selv og hinanden.

Godt nytår!

 

Med venlig hilsen på bestyrelsens vegne

Anders Thorbøl Andersen
Formand – Gauerslund IF Fodbold

 

Obs: Vi vender snarest muligt tilbage med informationer omkring Corona-restriktioner efter nytår

Luk