Børne Politik
Gauerslund IF Fodbold - Børnepolitik
- Intro
Gauerslund IF Fodbold har vedtaget nedenstående Børnepolitik, syn på Børnefodbolden og Instruktioner for at sikre et sundt og trygt miljø for alle børn i foreningen.
Formålet med børnepolitikken, er at tilgodese og beskytte det enkelte barns rettigheder både som barn således som fodboldspiller. Den skal sikre barnets beskyttelse, ligestilling samt retten til fodbold samtidig med beskyttelse mod chikane, krænkelser og overgreb i alle former. Ingen i Gauerslund IF Fodbold skal opleve chikane eller krænkelser på grund af race, farve, køn, fysiske karakteristika, seksuelle orientering, fysiske eller psykiske handicaps.
Børnepolitikken omfatter alle med tilknytning til foreningen, og dækker alle situationer i forbindelse med fx;
- Træning, turneringer, stævner, lejre og kurser
- Sociale kontakter – både fysiske og virtuelle
- Møder samt ved kontakter udadtil
Gauerslund IF Fodbold definerer chikane og krænkelse således; chikane er enhver uvelkommen udtalelse, opførsel eller gestus rettet mod personer eller grupper af personer, som er fornærmende, nedværdigende, ydmygende, ondskabsfuld eller uforskammet, og som er af en sådan natur, at det bevidst generer andres mulighed for at deltage og udfolde sig. En krænkelse består i at skade eller begå overgreb mod nogens ære eller selvfølelse. Krænkelse kan også bestå i at begå fysisk overgreb, i værste fald seksuelt overgreb mod nogen. |
Gauerslund IF Fodbold vil arbejde for et chikane- og krænkelsesfrit samværsmiljø ved:
- at sikre samværsreglerne er kendt af alle med tilknytning til foreningen
- at reagere umiddelbart, passende og retfærdigt på alle henvendelser
- at udpege personer, der kan kontaktes for information og råd
- at revurdere Børnepolitikken, dens indhold, procedurer og praksis
Har man mistanke om eller har man konstateret at foreningens Børnepolitik ikke bliver overholdt skal man kontakte formanden, som har pligt til at tage henvendelsen alvorligt, og handle herefter. Det er formanden sammen med bestyrelsen, der afgør, hvilke konsekvenser overtrædelsen medfører.
Det ovenstående kan lyde meget påbudsagtigt og virke som en stor mundfuld, men vi er ved at blive en stor klub, hvilket også medfører at vi skylder hinanden at gøre vores ypperste for at sikre at alle har det godt og syntes det er trygt og rart at komme til fodbold i vores alle sammen klub – Gauerslund IF.
Klubbens bestyrelse håber at de efterfølgende budskaber vil blive set som en hjælp til at gøre vores klub til et trygt og rart sted at være del af et fællesskab.
- Syn på Børnefodbold – U5 til U12
- Børnefodbold er ikke bredde eller elite, børnefodbold er fodbold for børn.
- Det er en topprioritet at, det skal være sjovt at gå til fodbold, og børn skal elske at komme til fodbold og dyrke fællesskabet med fodbold. Det handler om glade og sunde børn i et fællesskab sammen om fodbolden.
- Vi skal skabe de rette miljøer, hvor de børn der spiller fodbold hos os trives samt et sundt miljø blandt trænerne. Trænerne skal være hinanden behjælpelige for at vi i fællesskab kan løfte vores syn på børnefodbold.
- Vi går ind for DBU’s Børnestrategi og DBU’s Børnesyn. Vi går ind for DBU’s 12 Børnerettigheder og DBU’s 10 Børneløfter.
- Vores træning skal afspejle børnenes alder og det niveau de magter og forstår.
Vi går ind for Aldersrelateret Træning. Børn skal ikke trænes som voksne. Uanset niveau skal alle børn have muligheden for at lære og blive bedre. Udgangspunktet er ikke laveste fællesnævner. Vi har som prioritet at sikre den nødvendige trænerkapacitet og kompetence. - Foruden almindelig træning, skal vi udvikle og tilbyde alternative former for træning, der også passer til børnenes ønsker.
- Alle børn skal kunne træne hos os og der skal være kamptilbud til alle børn.
- Kvantitet er ikke for GIF Fodbold et mål i sig selv. Kvalitet er et mål for GIF’s børnetræning. Vi tror på at kvalitet skaber gladere børn, der samtidig bliver bedre til fodbold uanset niveau. Kvalitet tiltrækker børn.
- Vi skal udvikle fodboldglæde, færdigheder og kompetencer så bredt som muligt, hos så mange som muligt, og i så lang tid som muligt.
- Vi skal i GIF Fodbold inspirere, bidrage til, og tage ansvar for børnefodbold. Vi forpligter os til med mellemrum at revurdere børnepolitikken, indhold, procedure og praksis.
DBU’s børnerettigheder
Gauerslund IF Fodbold respekterer samt arbejder på at efterleve DBU’s børnerettigheder. Det er spillernes grundlæggende rettigheder som barn.
Ligestilling og beskyttelse mod diskrimination
2. Udvikling på børnenes præmisser
3. Retten til fodbold
4. Forældre som en ressource
5. Retten til et godt børneliv
6. En del af noget større
7. Dannelsesrejse
8. Retten til selv at vælge
9. Social sikkerhed
10. Børneopdragelse
11. Periodisk tilsyn af trænings- og kampmiljøer
12. DBU’s 10 børneløfter
DBU’s 10 børneløfter
Gauerslund IF Fodbold respekterer samt arbejder på at efterleve DBU’s 10 børneløfter som handler om spillernes grundlæggende rettigheder som fodboldspiller. Det handler om de ansvarlige voksnes samspil med og relation til spillere og forældre.
Værdier:
1. Vær børnefokuseret
2. Vær holistiske
3. Vær inkluderende
Midler til at understøtte værdierne:
4. Gør det sjovt og trygt
5. Prioriter kærligheden til fodbold over læring af fodbold
6. Hav fokus på de grundlæggende værdier
7. Engagér forældre med anerkendelse
8. Forbered træning med progression
9. Brug forskellige metoder til at opnå læring
10. Brug konkurrence med et udviklende fokus
- Instruktioner
Træneres samvær med børn
- Ingen leder eller instruktør må have eneansvaret for et hold børn.
- Ledere inviterer aldrig enkelte børn eller grupper af børn med hjem uden at bestyrelsen og forældrene er informeret, og der er mindst 2 voksne til stede.
Kommunikation
- Vi taler pænt til hinanden. Det vil sige at vi ikke accepterer nedladende eller på anden måde krænkende bemærkninger. Det gælder både i tale og skrift – herunder også i forbindelse med sms- og chatbeskeder.
- Ingen ledere eller trænere kontakter idrætsudøvere under 18 år om private anliggender, der ligger uden for rammerne af foreningsarbejdet.
Ture med overnatning
- I forbindelse med ture o.l. skal der altid være mindst 2 voksne ledere med, og ingen voksne sover i samme rum som det modsatte køn. Kan det ikke lade sig gøre inden for træner/ledergruppens ressourcer, bør forældregruppen inddrages.
- Ingen leder sover i samme seng som børnene.
Billeder og video
- Foreningen indhenter samtykke ved brug af portrætbilleder.
- Der må ikke tages billeder og video, der kan have seksuel karakter eller opfattes som sådan.
Omklædning og bad
- I forbindelse med brug af omklædningsrum går en leder ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum.
- Trænere og ledere kan evt. opholde sig i omklædningsrummet i forbindelse med taktikmøde, i halvlegen og efter kampen. Dog skal trænere og ledere altid sikre sig, at spillerne er færdige med at klæde om og bade.
- Under omklædning er det strengt forbudt at tage billeder og video.
Sociale medier
- Alle Facebook-grupper, som relaterer sig til foreningens arbejde, har en voksen som administrator.
- Kontakt mellem børn/unge og trænere må kun etableres af barnet/den unge selv. Det er trænerens eget valg at acceptere kontakten, men ved accept vedkender træneren sig at være rollemodel, også uden for foreningens aktiviteter.
Kørsel
- Når der køres i bil til kampe, træning, stævner m.v. er det en selvfølge, at alle er fastspændt i henhold til færdselsloven - og at der generelt køres ansvarligt.
Adfærd på sidelinjen (gælder træner, forældre, tilskuere)
- Vi viser fairplay og godt humør.
- Ingen negative tilråb, hverken til modstandere, officials eller egne aktive.
- Respekt for de regler og rammer, der er de steder, vi gæster.
Alkohol
- Ved arrangementer og fester følges gældende lovgivning. Det vil sige ingen udskænkning til unge under 18 år.
- Børn og unge må ikke indtage alkoholiske drikke i forbindelse med foreningens aktiviteter.
- De ansvarlige trænere/ledere forventes at møde ædru. Indtagelse af alkohol under sportsaktiviteter accepteres ikke.
- I forbindelse med børn og ungdom ture må den eller de ansvarlige ledere ikke være spirituspåvirket.
- Efter dagens aktiviteter og ikke i selskab med børnene, kan de ledere, som ikke har aftenopsynet evt. nyde alkohol i moderat omfang med øvrige ledere.
Rygning
- De indendørs faciliteter er totalt røgfrie.
- Trænere og instruktører bør ikke ryge i børn og unges nærvær. Fx på sidelinjen under en fodboldkamp.
Euforiserende stoffer
- Indtagelse af euforiserende stoffer i idrætsforenings regi medfører omgående ekskludering af foreningen.
- Hvis misbruget omfatter børn og unge, tages der kontakt til SSP i kommunen.
- Opdages salg/ køb af stoffer på forenings område, eller mellem foreningens medlemmer, tages der kontakt til politiet.
- Børneattester
Det er obligatorisk at tjekke alle ledere over 15 år, der har med børn og unge under 15 år at gøre, for at afsløre evt. domme for seksuelle overgreb. Bestyrelsen udpeger en person, der indhenter og behandler Børneattesterne. Oplysningerne vil blive behandlet fortroligt.
Har lederen en plettet (positiv) børneattest, kan vedkommende ikke virke i foreningens regi.
Foreningens trænere og instruktører skal overholde Straffelovens §223 (skolelærerparagraffen). Det betyder, at man ikke kan være kærester med et medlem under 18 år, som man samtidig er træner eller instruktør for.
- Undgå misforståelser
Der skal være plads til både sejrsknus, et klap på skulderen, eller en trøstende omfavnelse til dem, som føler nederlag eller har slået sig. Det er naturligt at trænere i træningssituationer har kropskontakt med spillerne, idet idræt handler om at bruge kroppen, mærke og beherske den. Frygten for beskyldning om seksuelle overgreb må aldrig føre til, at træneren ikke tør røre spillerne!
Alle instruktører skal være opmærksomme på ikke at bringe sig en situation, hvor der kan opstå misforståelser om hensigten med deres optræden.
Hvis en instruktør/leder føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, skal vedkommende hurtigst muligt kontakte et sportsudvalgsmedlem, BUT eller en fra bestyrelsen så evt. ”fejlagtige” misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.
- Hvis der opstår mistanke om krænkelser
Formanden er kontaktperson, ved henvendelser om en mistanke om krænkelse. Denne afgør, sammen med bestyrelsen, hvilke handlinger, der skal foretages. Kontakt detaljer for formanden og øvrige bestyrelsesmedlemmer er tilgængelig på hjemmesiden.
Bestyrelsen har ansvaret for at der etableres kontakt til den mistænkte og den krænkede person (til forældrene, hvis krænkelsen drejer sig om en person under 18 år).
Bestyrelsen sørger også for kontakt til relevante myndigheder, f.eks. socialforvaltning og politi og er de eneste, der, på vegne af foreningen, udtaler sig til pressen om den konkrete sag.
Konstateres der en krænkelse, skal bestyrelsen straks informere barnets forældre og samtidig orientere om mulighed for hjælp fra det offentlige. Er den krænkede over 18 år, understøtter bestyrelsen den pågældende i fx at søge nødvendig rådgivning. Samarbejdet med den person, der har begået overgrebet (krænkeren) opsiges øjeblikkeligt og sagen anmeldes eventuelt til politiet.
Bestyrelsen har også ansvar for at foreningens medlemmer efterfølgende informeres, så der ikke opstår sladder og rygtedannelse. Bestyrelsen informerer inden for rammerne af sin tavshedspligt.
Børnepolitikken er vedtaget November, 2024.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen, Gauerslund IF Fodbold